han, at Peik havde været ude med Narrestikkene sine og lurt ham igjen, og nu vilde han afsted og dræbe ham.
Da Kongen kom, stod Peik ude ved Laaven.
»Vilde hun ikke koge?« sagde han.
»Nei, hun vilde ikke det,« sagde Kongen; »men nu skal Du undgjælde for det,« sagde han, og vilde frem med Kniven.
»Det skal Du faa mig til at tro,« sagde Peik, »for Du tog ikke Stabben.«
»Skal tro, det ikke er Løgn, Du farer med?« sagde Kongen.
»Det er Stabben, det staar paa; hun koger ikke uden —« sagde Peik.
Hvad han da skulde have for den? — Tre hundrede Daler var den vel værd; men for hans Skyld lik den gaa for to, sagde Peik. Saa fik han Stabben og reiste med, og bød Fremmede og lagede til Gjæstebuds, og satte Gryden paa Stabben midt inde i Stuen. De Fremmede troede, han var bleven baade Tul og Torsk, og de gik der og gjorde bare Nar af ham, og han kaglede og kaglede om Gryden og sagde ret som det var: »Bi lidt, nu koger hun, nu koger hun snart,« men det blev ikke mere af det paa Stabben end paa bare Gulvet Saa skjønte han, at Peik havde været ude med Narrestikkene sine den Gangen ogsaa. Han rev sig i Luggen og vilde afsted og dræbe ham igjen, og nu skulde han ikke spare ham, enten han laat vel eller ilde.
Men Peik havde laget sig til at tage imod ham igjen. Han slagtede en Vædder og tog og havde Blodet i Blæren og Vemskindet, og pakkede det ned i Barmen paa Søster sin og sagde for hende, hvad hun skulde sige.
»Hvor er Peik?« skreg Kongen; han var saa sindt, at han skalv i Maalet.
