Kongen tilsidst, at han var narret og snydt baade for Hest og for Sadel, endda Peik ikke havde Narrestikkene med sig, — og saa blev det en anden Lyd, for da blev Kongen sindt og vilde bort og dræbe Peik.
Men Peik havde faaet vidst Dagen, da han skulde komme, og sagde til Søsteren sin, at hun skulde sætte paa Vegstensgryden med en Draabe Vand i. Med det samme Kongen kom, rev Peik Gryden af Varmen og ind paa Stabben med den, og kogte Grød paa Huggestabben.
Kongen undrede sig paa dette og blev saa rent forundret, at han glemte det han kom eftcr.
»Hvad vil Du have for den Gryden?« sagde han.
»Jeg kan ikke være af med den,« sagde Peik.
»Hvorfor kan Du ikke det?« sagde Kongen; »jeg skal gjøre Dig Ret for den,« sagde han.
»Jo, den sparer mig baade Bry og Penge, baade Skovleie og Hugsteløn, baade Kjøring og Føring,« sagde Peik.
»Det er det Samme, jeg gi’r Dig hundrede Daler,« sagde Kongen; »nu har Du narret af mig Hest og Sadel og Bidsel paa Kjøbet; men det faar gaa for det det er, naar jeg faar Gryden,« sagde han.
»Ja, saa fik han have den da,« sagde Peik.
Da Kongen kom hjem, bad han Fremmede og lagede til Gjæstebuds, men Maden skulde de koge i den nye Gryden, og den tog han og satte midt paa Gulvet. De Fremmede troede Kongen ikke var rigtig, og gik der og dyttede paa hverandre og lo af ham, og han gik omkring Gryden og kaglede og kaglede og sagde alt i Eet: »Ja, ja, bi bare lidt, ja, ja, bi bare lidt, nu koger den snart;« men det blev ingen Kog. Saa skjønte
