gaarden. Der stod Kongen i Svalen, og da han fik se Gutten, Saa sagde han:
»Hvor skal Du hen i Dag, Peik?«
»Aa, jeg skulde bort og se, om jeg kunde faa narret En,« sagde Peik.
»Kan Du ikke narre mig da?« sagde Kongen.
»Nei, jeg kan nok ikke det, for jeg glemte Narrestikkene mine hjemme,« sagde Peik.
»Kan Du ikke gaa efter dem?« sagde Kongen, »jeg kunde have Lyst til at se, om Du er slig en Spillopmager, som Folk siger,« sagde han.
»Jeg duer ikke til at gaa,« sagde Peik.
»Jeg skal laane Dig Hest og Sadel,« sagde Kongen.
»Jeg duer ikke til at ride heller,« sagde Peik. »Vi skal løfte Dig oppaa,« sagde Kongen, »saa kan Du vel hænge paa.«
Ja, Peik han kløede og klorede sig i Hovedet, som om han vilde rive Luggen af, og lod dem løfte sig oppaa; der sad han og slang baade hid og did, saalænge Kongen kunde se ham, og Kongen 1o, saa det taarede i Øinene, for slig en Rytter til Hest havde han aldrig seet før. Men da Peik var kommen ind i Skoven bagom Haugen, saa Kongen ikke kunde se ham længer, sad han, som han var spigret, og red afsted, som han havde stjaalet baade Øg og Grime, og da han kom til Staden, solgte han baade Hesten og Sadlen.
Kongen gik der imens og stundede og ventede paa, at Peik skulde komme slingrende tilbage igjen med Narrestikkene sine, og lo stundomtil, naar han kom i Hug, hvor ynkelig han saa ud, da han sad og slang paa Hesten som en Høsæk, som ikke vidste til hvad for en Kant den skulde falde; men det varede syv Lange og syv Brede, og der kom ingen Peik, saa skjønte
