Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/241

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
Peik.

Der var en Gang en Mand og en Kone; de havde en Søn og en Datter, som vare Tvillinger, og de vare saa lige, at de ikke kunde skilles fra hverandre ved Andet end Klædselen. Gutten kaldte de Peik. Han var lidet til Nytte, mens Forældrene levede, for han havde ikke Hug til Andet end at gjøre Nar af Folk, og han var saa fuld af Spik og Spillopper, at Ingen kunde være i Fred for ham; men da de vare døde, blev det værre og værre, han vilde ikke tage sig nogen Ting til; han gjorde bare Ende paa det, som var igjen efter dem, og lagde sig ud med alle Mennesker. Søsteren strævede og karede alt det hun orkede, men det vilde ikke monne, og saa sagde hun til ham, hvor galt dette var, at han ikke vilde gjøre noget Gavn, og spurgte:

»Hvad skal vi have at leve af, naar Du har gjort Ende paa Alt?«

»Saa vil jeg ud og narre En,« sagde Peik.

»Ja, da kommer Du tidsnok, Peik,1« sagde Søsteren.

»Faar prøve,« sagde Peik.

Da der var Ende paa Alt, havde de ikke Mere; saa lakkede Peik afsted, og han gik og han gik, til han kom til Kongs-