afbrudt af Støi og Barnelatter i Sideværelset og en svag, jomfrunalsk Banken paa Døren.
Paa mit »Kom indx«, tren den ældste af mine Vertinder, Jomfru Mette, ind med et gammeldags Knix, spurgte til mit Befindende, og bad mig under mange Omsvøb at tage til Takke hos dem om Aftenen. »De har ikke godt af at sidde saa alene her i Mørket, snille Hr. Løitnant,« tilføiede hun, »vil De ikke komme ind til os med det samme. Gamle Mor Skau og min Broders Smaapiger ere komne; det vil maaske adsprede Dem lidt; De holder jo saa meget af de glade Børn?«
Jeg fulgte den venlige Indbydelse. Da jeg traadte ind, spredte et Baal, der blussede i en stor firkantet Kasse af en Kakkelovn, igjennem den Vidtaabnede Ovnsdør et rødt ustadigt Lys ud i Værelset, som var meget dybt, og møbleret i gammel Stil med høiryggede Ryslæders-Stole og en af disse Kanapeer, beregnede paa Fiskebensskjørter og Storksnabelstilling. Væggene vare prydede med Oliemalerier, Portræter af stive Damer med puddrede Koiffurer, af Oldenborgere og andre berømmelige Personer i Panser og Plade eller røde Kjoler.
»De maa sandelig undskylde, Hr. Løitnant, at vi ikke har tændt Lys endnu,« sagde Jomfru Cecilie, den yngre Søster, som i Dagliglaget almindelig kaldtes Sillemor, og kom mig i Møde med et Knix, Mage til Søsterens; »men Børnene tumle sig saa gjerne ved Ilden i Skumringen, og Mor Skau hygger sig ogsaa ved en liden Passiar i Ovnskrogen.«
»Passiar mig hid, Passiar mig did, Du koser Dig selv ved en Faddersladder i Skræddertimen, Sillemor, og saa skal vi have Skylden,« svarede den gamle, trangbrystede Dame, der tituleredes Mor Skau.
