Ja ja, det syntes de Andre var et godt Raad; de sad længe
og snakkede om Dagen og Farvandet. »Men der er vel Ingen,
som hører os?« sagde Skipperkonen igjen.
»Du ved jo det,« svarede begge de Andre.
»Ja, for der gives et Raad imod det, og blev det brugt, blev det dyrt for os; det kom ikke til at koste os mindre end Liv og Blod.«
»Hvad er det for et Raad, Søster?« spurgte den ene Styrmandskonen.
»Ja, men er I vis paa, at Ingen hører os? jeg syntes det røg i Folkelugaret.«
»Du ved det, vi har kikket i hver Krog. De har glemt at kare Ilden ned paa Kabyssen; derfor ryger det,« sagde Styrmandskonerne. »Sig det kuns.«
»Hvis de kjøber tre Favne Birkeved,« sagde Troldkjærringen, »men de maa være fuldmaalte og uprutede — og kaster den ene Favn ud Træ for Træ, naar den første Sjøen kommer, og den anden Favn Træ for Træ, naar den anden kommer, og den tredje Favn Træ for Træ, naar den tredje kommer, saa er det ude med os.«
»Ja, det er sandt, Søster, da er det ude med os! da er det ude med os!« sagde Styrmandskonerne; »men det er der Ingen som ved,« raabte de og lo høit, og da de havde gjort det, fløi de op igjennem Storlugen og skreg og klunkede som tre Ravne.
Da de skulde seile, vilde Gutten for Liv og Død ikke være med; alt det Skipperen talte for ham og lovede ham, saa hjalp det ikke; han vilde ikke være med paa nogen Maade. Tilsidst spurgte de, om han var ræd, siden det led paa Høsten, og heller vilde sidde i Kakkelovnskrogen bag Skjørterne til Mor. Nei, sagde Gutten, det var han ikke, og han troede aldrig de havde
