seet slige Landkrabbestreger af ham; det skulde han vise dem ogsaa, for nu vilde han gaa med, men det vilde han betinge sig, at der blev kjøbt tre fuldmaalte Favne Birkeved, og at han fik kommandere, som om han selv var Skipper, paa en vis bestemt Dag. Skipperen spurgte, hvad det skulde være for Narreri, og om han havde hørt, at en Jongmand nogensinde havde været betroet at kommandere et Skib. Men Gutten svarede, det kunde være ham det samme; vilde de ikke kjøbe tre Favne Birkeved og lystre ham, som om han var Kapteinen, en eneste Dag — Dagen skulde baade Skipperen og Mandskabet faa vide i Forveien —, saa satte han ikke sin Fod ombord i Skuden mere; endnu mindre skulde hans Næver lugte Beg og Tjære der. Skipperen syntes, at dette var besynderligt, og at det var en rar Gut, men han gav efter tilsidst, fordi han nu endelig vilde have ham med, og han tænkte vel ogsaa, at han nok skulde klare Klatten, naar de kom til Sjøs. Styrmanden mente det Samme, han. »Aa, lad ham faa Kommandoen! Bær det for langt i Læ, faar vi gi’ ham en Haandsrækning,« sagde han. Nu, Birkeveden blev kjøbt, velmaalt og uprutet, og de seilede.
Da Dagen kom, som Jongmanden skulde være Skipper, var det stilt, vakkert Veir; men han purrede alle Mand ud til at reve og beslaa, saa de ikke laa for Andet end Stumperne. Og det var just som Hundevagten var forbi, og Dagvagten skulde sættes. Baade Skipperen og Mandskabet lo og sagde: »Nu kan vi mærke hvem som har Kommandoen; skal vi ikke beslaa Stumperne ogsaa?«
»Ikke endda,« sagde Jongmanden, »men om et lidet Bil.« —
Ret som det var, kom der over dem en Byge, saa heftig, at de troede de skulde kantre, og havde de ikke beslaaet og revet, havde det ikke været at spørge om, at de havde gaaet
