Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/228

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


bragtes disse sølvblanke Havets Børn op. Men Glæden var som sædvanlig ikke af nogen særdeles lang Varighed. Ud paa Dagen tiltog Kulingen alt mere og mere i Styrke; Havet satte ind, Søgangen voxte; tilsidst stod Snørerne lige ud, og Fiskestenene hoppede hen over Bølgetoppene, medens Braadsøer, uagtet Lodsens ledende Haand søgte at afværge dem, brød over vor lille Nøddeskal og sendte Skum og Sprøit høit over Seil og Mast. Snørene gaves op. Lodsgutten sad i Storlugen, dinglede med Benene og kikkede af gammel Vane ud snart hid, snart did. Undertiden var han nede i Rummet og saa paa sit Uhr, som laa i en stor rødmalet Skibskiste.

»Ja, den Kisten og den Klokken,« sagde Rasmus med et Smil og Nik; »dem holder han af, og det gjør han Ret i, for havde ikke de været, saa laa han nu og grov Smaasten paa Havsens Bund.«

Jeg bad om nærmere Forklaring, og han fortalte: »Det var ifjor i Oktober Maaned; han stod ind med svært Veir; det var med Nød jeg kunde holde Søen, men jeg blev ude, og han var med. Tilsidst prajede jeg en Hollænder og kom ombord i ham, men jeg tænkte begge om Baaden og Gutten; mine Tanker var ikke der de skulde være, for hvert Øieblik kikkede jeg efter Baaden og Gutten, og tilsidst saa jeg han fik en Braadsø agter, saa han lettedes op og gik forover og under — borte var han. Vi kunde ikke hjælpe, om Skipperen ogsaa havde villet; det var for langt borte. Jeg bad for mig selv, og tænkte jeg aldrig skulde se ham mere. Men den første jeg mødte, da jeg kom hjem, det var Gutten; han var kommen hjem længe før han, end jeg. Han tog op Klokken sin og viste mig den og sagde: »Jeg har bjerget Klokken, Far, og den gaar endnu.« Nu Gudskelov, tænkte jeg, at Du er frelst; en Baad blir det vel Raad