Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/227

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Faren under Øine og se dybere i Tingene, end Smilet om Munden og de spøgende Ord, han ofte førte paa Tungen, syntes at antyde. Som han sad der med en Sydvest ned over Ørene i en sid, gulgraa Kalmuks Kufte, fik hans Figur i den tætte Morgenluft en næsten overnaturlig Størrelse, og man kunde gjerne falde paa den Tanke, at man havde for sig en Gjenganger fra Vikingtiden — dog i Vikingtiden brugte man ikke Tobak, men det gjorde Rasmus Olsen, og det til Gavns.

»Han har ikke saa meget Vind, at han kan blæse en Barkeskude over Ende i en Rendebæk,« sagde Rasmus og byttede Skraaen om med en liden sortrøget Kridtpibe, idet han kigede ud paa alle Kanter. »Igaarkveld ved Solnedgang stod han fuld af de greieste Vindskyer, men nu har han ikke en Hatfuld.«

Lodsgutten, som holdt Udkig forude og arbeidede med Styrbords Aare for at støtte for Affald, da Strømmen gik vester i, svarede, at han syntes det letnede forud.

»Fanden heller, det er ikke Solgangsveir,« svarede Rasmus; »han kommer ikke, før det lider paa Dagen; men da tør vi faa mere, end vi vil have for Makrellens Skyld.«

Der kom imidlertid snart et friskere Drag i Luften, saa at vi uden Aarernes Hjælp kunde holde Kaas, og nu gled vi raskt ud imod Havet. Taagen svandt efterhaanden og lod os se den blaa Kystlinje og dens yderste nøgne Holmer; men foran os laa Havet i sin uendelige Udstrækning rødmende for Morgensolen. Landvinden havde vel endnu sin Magt, men jo høiere Solen steg, des friskere blæste det op fra Havet; de stigende Taager lagde sig som et Teppe ind over Landet; nu var det en stiv Makrelkuling. Vi vare snart inde i Makrelstimen; Snørerne kommanderedes ud, og den ene Fisk bed efter den anden, saa det dirrede i det hele Snøre; under voldsomme Spræl og Ryk