Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/226

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


med ham, høre til de kjæreste i mine Erindringer. Fri og glad som en Fugl fløi jeg ud paa Bølgerne; i den lette Skjækte foer vi paa Skytteri efter Ænder, Ærfugl og Kobbe mellem Skjærene; paa Dæksbaaden færdedes vi langt til Havs paa Makreldorg, og naar han fik et Skib at lodse ind, seilede jeg vel undertiden Baaden hjem alene eller i Følge med Lodsgutten. Siden denne Tid har jeg altid havt en stærk Længsel efter Søen og det salte Hav. Men istedenfor at tabe mig i Udraab om Sølivets Herlighed, vil jeg nu fortælle om en Tur vi gjorde sammen, da jeg for nogle Aar siden var i Besøg hjemme, og paa den var det netop, at min gamle Ven fortalte den Historie, jeg nu vil meddele:

Vi tilbragte altsaa nogle Dage ude ved de yderste Havskjær. Vi seilede paa Dæksbaaden, en stor Hvaløerbaad. Besætningen var Rasmus Olsen (saa hed min omtalte Ven), Lodsgutten og jeg. En Morgenstund i Graalysingen stod vi ud til Havs for at dorge Makrel. Det var en svag Fralandsbris, der næppe formaaede at lette den tunge Taage, som rugede over Skjærene og de nøgne Klipper, hvorfra Maagerne opskræmte flagrede omkring os med sine hæse Skrig; Tærnerne udstødte sit skingrende »Tri Æg!« og Tjælden det spottende »Klik Klik!« der har bragt saa mangen feilende Skytte til at smile. Over det blygraa Hav, hvis Flade kun sjælden oplivedes ved en Alke, en Teiste, en Ærfuglflok eller en stønnende Ise, hang Luften disig og tæt. Rasmus sad selv i Agterlugen ved Roret, medens Gutten efter Omstændighedeme snart var forud, snart agter. Rasmus var en høi, svær Mand med et af Veiret brunet og medtaget Ansigt, hvis Udtryk var godmodigt. I Dybet af hans graa, kloge Øine laa dog et Alvor og et vist forskende Blik, som vidnede om, at han var vant ved at gaa