Underkjæften var ved Træskelen og Overkjæften ved Dørbjælken.
»Har Du seet saa stort Gabende?« sagde han.
Manden foer efter Beggryden, som stod og kogte, slog den i Gabet paa ham og sagde: »Har Du kjendt saa hedt Kogende?« Da slap Kværnknurren Kallen og slog op et forfærdeligt Brøl. Siden har han hverken været seet eller hørt der, og heller ikke har han hindret Folk i at male.« —
»Ja,« sagde Gutten, som med en Blanding af Frygt og Nysgjerrighed havde fulgt min Fortælling, »dette har jeg rigtig hørt af Bedstemoder min, og hun fortalte ogsaa en anden Historie om en Kværn. Det var oppe paa Landet, og Ingen kunde faa malet der, for der var saa fuldt af Troldskab. Men saa var der en Fattigkjærring, som var saa nødig om at faa malet lidt en Kveld, og hun bad om hun kunde faa Lov til at male der om Natten.
»Nei, Gud bevares,« sagde Manden som eiede Kværnen, »det gaar ikke an, at Du maler der i Nat; det kommer nok til at spøge baade for Dig og Kværnen da,« sagde han. Men Kjærringen sagde, hun var saa nødig om at faa malet, for hun havde ikke et Gran Vellingmel og ingen Mad at give Børnene sine. Ja, tilsidst fik hun Lov at gaa paa Kværnen og male om Natten, Da hun kom did, gjorde hun Varme paa under en stor Tjæregryde, som stod der, og fik Kværnen i Gang og satte sig til at binde paa en Hose i Skorstenen. Om en Stund kom der ind et Kvindfolk og hilste paa hende. »God Kveld Du,« sagde hun til Kjærringen.
»God Kveld,« sagde Kjærringen, og hun blev siddende og binde.
