Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/201

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Men ret som det var, begyndte den, som var kommen ind at kare Varmen ud over Skorstenen. Kjærringen karede den sammen igjen hun.

»Hvad hedder Du?« sagde den Underjordiske til Kjærringen.

»Aa, jeg heder Sjøl jeg,« sagde Kjærringen.

Det syntes hun var et rart Navn, og saa begyndte hun at kare Varmen ud over Skorstenen igjen. Og Kjærringen blev sindt og begyndte at skjænde og kare den sammen igjen. Dette holdt de paa med en lang Stund; men bedst det var, fik Kjærringen væltet Tjæregryden ned over den Underjordiske. Hun til at huje og skrige, og saa rendte hun ud og raabte:

»Far, Far, Sjøl har brændt mig!«

»Aa, har Du sjøl gjort det, saa faar Du sjøl ha’ det« sagde det borte i Berget. —

»Det var godt, det ikke gik galt med den Kjærringen,« sagde den gamle Graaskjæggen. »Hun kunde gjerne have brændt op baade sig selv og Kværnen, for da jeg var hjemme hørte jeg tale om noget Sligt, som skulde hændt der i gamle Dage. Der var en Gaardmand der, som havde en Kværn, og den brandt for ham to Pinsekvelde efter hverandre. Da det led til Pinstid det tredje Aar, var der Skrædder hos ham og syede Helgedagsklæder.

»Skal tro hvorledes det gaar med Kværnen denne Gangen, tro det skal brænde i Nat og?« sagde Manden.

»Det skal ikke have nogen Nød,« sagde Skrædderen, »giv mig Nøglen, saa skal jeg nok passe Kværnen.«

Det syntes Manden var baade vel og bra’; og da det led paa Kvelden, fik Skrædderen Nøglen og gik ned i Kværnen — den var tom endda, for den var ganske nybygget, — og saa satte han sig midt paa Gulvet, tog Kridtet sit og kridtede en