Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/199

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


tør det ikke vove sig frem; Folk er for kloge og belæste nu til Dags.«

»Det kan Du have Ret i,« sagde jeg, thi jeg mærkede godt, at der laa Noget skjult bag det Blik han sendte mig, og vilde hellere have ham til at fortælle gamle Historier end indlade mig paa at drøfte hans Tvivl og den Paastand, at Oplysningen skulde være en Skræmsel for Nisser og Underjordiske. »Det kan Du have Ret i paa en Maade. I gamle Dage var Folk stærkere i Troen paa al Slags Troldskab; nu lader de som de ikke tror paa det, for at synes kloge og oplyste, som Du siger. I Fjeldbygderne hører man dog endnu, at de Underjordiske viser sig, tar Folk ind til sig, og Sligt. Nu skal Du,« føiede jeg til for ret at faa ham paa Glid, »nu skal Du bare høre en Historie, som skal være hændt ensteds, men hvor og naar det er hændt, kan jeg ikke ret erindre.«

»Der var en Mand, som havde en Kværn ved en Fos, og der var ogsaa en Kværnknur. Om Manden, som Skik er paa nogle Steder, gav ham Lefsekling og Juleøl for at øge Melet, har jeg ikke hørt, men det er ikke rimeligt; for hver Gang han skulde male, tog Kværnknurren fat i Kværnkallen og standsede Kværnen, saa han ikke kunde faa malet. Manden vidste godt, at det var Kværnknurren, og en Aften han skulde paa Møllen, tog han med sig en Gryde fuld med Beg og Tjære og gjorde Ild under den. Da han slap Vandet paa Kallen, gik den en Stund, men saa blev den standset, som han ventede. Han stak og slog efter Kværnknurren nede i Renden og omkring Kværnkallen, men det hjalp ikke. Tilsidst aabnede han Døren, som gik ud til Kværnkallen og Renden, men da stod Kværnknurren midt i Døren og gabede, og Gabet var saa stort, at