Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/197

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


»Det var en lækker Fisk,« sagde den Gamle, idet han tog den sidste Ørret jeg havde faaet, i Haanden, »og det en Hakefisk; den veier mest tre Mærker; den har I sikkert faaet i Dammen her?«

Paa mit bekræftende Svar fortalte Manden, som lod til at være en ivrig Fisker, om hvilke store Ørreter han havde faaet paa dette Strøg for en tredive Aar siden, da han kom herud fra Gudbrandsdalen, og anstillede derhos saa hjerterørende Klager over Fiskens Aftagen og Sagflisens Tiltagen, ganske som Sir Humphry Davy i sin Salmonia.

»Fisken den tar af,« sagde han, med en Stemme der trængte igjennem Saglarmen, »for saadan en Guldhake, ikke større end den der, er det rart at faa nu, men Sagflisen den tar til Aar for Aar, og En kan ikke undres over, at Fisken ikke gaar ud i Elven, for lukker den paa Kjæften og skal have en Svælg rent Vand, saa faar den hele Kroen fuld af Sagflis og Mukker. Den fordømte Sagflisen! — Gud forlade mig min Synd ligevel — det er Sagen som gir os Brød, baade mig og Mine; men jeg blir saa arg, naar jeg tænker paa de svære Kolver, jeg har draget her i gamle Dage.«

Gutten var imidlertid kommen efter med Fiskekurven, men syntes at være ilde til Mode ved al den Larm og Uro, som herskede i Sagen. Forsigtigt traadte han paa Gulvbrædderne, og i hans Ansigt malede sig Frygt og Ængstelse for Vandets Brusen mellem Hjulene nedenunder hans Fødder og Gulvet

»Her er det fælt at være, gi’ jeg var vel hjemme,« sagde han.

»Hører Du ikke hjemme her?« spurgte jeg.

»Hvad er Du for En, hvor er Du fra?« spurgte den Gamle.