hvinede og klang derindenfra, og stundom sattes, lig et Jøtunsværd — man skulde tro i Fægtning med Nattens Aander — et blinkende Sagblad i Bevægelse ud i Luften for at sage af Knubberne eller de ujævne Ender paa Stokkene.
Nordenfra kom der ned efter Elvedraget nogle kolde Gufs, som lod mig føle, at jeg var vaad og træt, og jeg besluttede derfor at gaa ind og hvile mig lidt ved Ilden over i Sagstuen. Jeg raabte paa Gutten, som endnu stod nede ved Bredden, bad ham tage Fiskekurven, som jeg havde sat igjen, og følge efter over Lænsen, hvis glatte Stokke gyngede paa Vandet og overskvulpedes for hvert Skridt jeg tog.
Ved den ene Skorsten i Sagen sad en gammel graaskjægget Arbeidsmand med en rød Hue ned over Ørene. Skyggen af Skorstenen havde skjult ham for mig før. Da han hørte, jeg ønskede at hvile og varme mig en Smule, lavede han mig strax af en Stokkeknub et Sæde ved Ilden.
