Himlen overskyet; det var allerede temmelig mørkt, kun ved Synskredsens nordvestlige Rand stod en æblegrøn Strime, som kastede et dæmpet Lys paa Sagdammens stille Flade. Jeg gik ud paa Lænsen og gjorde nogle Kast, men mit Held var ringe. Der rørte sig ikke et Luftpust; Vindene syntes gangne til Hvile, og kun mine Fluer bragte det blanke Vand til at skjælve.
En halvvoxen Gut, som stod bag mig oppe i Bakken, raadede til at »harve med Flødt« — en hel Klase Medemark, som paa Angelen stødvis drages hen over Vandfladen, — og tilbød sig at skaffe Agn. Jeg fulgte hans Raad, og Forsøget lykkedes over Forventning; thi en Ørret paa et Par Mærker bed strax paa Krogen og blev ikke uden Vanskelighed bragt op paa det ubekvemme Landingssted. Men dermed var det ogsaa forbi; ikke et Bid var mere at mærke, ingen Fisk krusede Vandet i den stille Dam; kun Flaggermusene, som foer vimsende omkring i Luften, frembragte undertiden, naar de skjød ned efter Insekterne, sittrende Ringe der bredte sig ud over den blanke Flade.
Foran mig laa Sagens Indre, klart oplyst af en luende Skorstensild. Den var i fuld Gang; men dens Hjul, dens Blade og Vægtstænger syntes ikke nu at styres eller ledes ved nogen menneskelig Vilje og Haand, men ene at gaa som et Legetøi for Kværnknurrens eller Fossegrimmens Lune og usynlige Tag. Dog jo, tilsidst viste der sig ogsaa menneskelige Skikkelser. En foer med en vældig Fork ud paa Tømmeret i Dammen for at bringe en Stok i Tømmer-Renden, og satte den hele Flade i en bølgende Bevægelse; en Anden kom skyndsomt frem med en Øxe i Haanden for at bænke Tømmerstokken og kaste ud Baghunen, som bragende styrtede ned i Dybet. Det suste og bruste,
