min Erindring, det er, at jeg en Sommereftermiddag for nogle Aar siden med Fiskestangen i Haanden vandrede opover Engene paa Østsiden af Akerselven forbi Thorshaug og Sandaker gjennem Lillehagen til Oset ved Maridalsvandet.
Den klare Lult, Hølugten, Blomsterduften, Vandringen, Fuglekviddret og de friske Luftninger ved Elven virkede i høi Grad oplivende paa mit Sind. Da jeg kom over Broen ved Oset, begyndte Solen at hælde mod Aasranden; snart laante den Aftenskyerne sin bedste Glans, for at de en stakket Tid kunde fryde sig ved den fremmede Pragt og Speile sig i de klare Bølger; snart brød den igjennem Skyen og sendte ud en Lysstrime, som dannede gyldne Stier i de mørke Barskove hinsides Vandet. Aftenvinden førte efter den hede Dag med sig en forfriskende Duft fra Granerne, og de fjernt gjenklingende, hendøende Toner af Gjøgens Aftensang stemte Sindet til Vemod. Mekanisk fulgte mit Øie de udkastede Fluer, som førtes af Strømmen i Elven. Se, der sprang en gylden Fisk; Snøret foer surrende af Snælden, og da jeg holdt den fast, stod Stangen bøiet som et Tøndebaand; det maatte være en Ørret paa tre Mærker. Nu var det ikke Tid at falde i Staver over Granduft og Gjøgegal, man kunde behøve sin Smule Aandsnærværelse for at bringe Fisken i Land; thi Strømmen var strid og Fisken spræk, og jeg havde ingen Haav, saa jeg maatte give Snøre ud af Snælden og vinde ind igjen en to tre Gange, før den lod sig tvinge til at gaa med Strømmen ind i en liden Vig, hvor den heldig blev bragt i Land og funden at være en smuk purpurplettet Fisk af den formodede Størrelse.
Jeg blev ved at fiske paa Vestkanten nedefter Elven, men kun Smaaørreter snappede efter mine Fluer, og et Snes Stykker var det hele Udbytte. — Da jeg kom til Brækkesagen, var
