Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/198

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


»Aa, jeg er fra Gamlebyen, og saa har jeg været hos Fuldmægtigen paa Brække med et Brev for Lensmanden; men jeg er saa ræd for at gaa alene i Mørke,« svarede Gutten, som den hele Tid havde holdt sig i Nærheden af mig.

»Skam Dig saa lang en Gut Du er, at syte for sligt,« sagde den Gamle, men føiede trøstende til: »ret nu kommer Maanen op, og Du faar nok Følge med den Karlen her.«

Jeg lovede den Mørkrædde Følgeskab lige til Beierbroen, og dette syntes at berolige ham noget. Imidlertid standsed Sagen, og to af Karlene gav sig i Færd med at file og skjærpe Sagbladene, hvilket frembragte en hvinende, til Marv og Ben gaaende Lyd, der er saa gjennemtrængende, at den om Natten, gjennem Fossens Sus, ikke sjælden klinger ned til Byen fra de fjerne Sage. Den syntes at virke meget ubehageligt paa den mørkrædde Guts Nerver.

»Huf, her torde jeg ikke være en Nat for meget Godt,« sagde han og stirrede omkring sig, som om han ventede at se en Nøk stige op af Gulvet eller en Nisse i hver Krog.

»Ja, da har jeg været her mangen Nat,« sagde den Gamle, »og ikke har jeg havt Stort for det heller.«

»Jeg har hørt af Mor, at der skal være saa meget Troldskab og Fanteri i slige Sage og Kværnhuse,« yttrede Gutten ængstelig.

»Jeg har ikke fornummet Noget, jeg kan ikke sige det,« sagde den Gamle. »Vandet er nok bleven slaaet af og sat paa for mig imellem, naar jeg har dormet lidt paa Sagen om Natten, og imellem har jeg hørt, det har tuslet i Baghunen, men jeg har aldrig seet Noget. Folk tror ikke paa Sligt mere heller nu,« vedblev han med et spørgende Blik til mig, »og derfor