Smeden; »for det andet vil jeg ønske, at den jeg beder sætte sig i Lænestolen, som staar derinde i Værkstedet, maa blive siddende i den, til jeg selv beder ham staa op igjen; og endelig vil jeg ønske, at den jeg beder krybe ind i den Staaltraadpungen, jeg har i Lommen min, maa blive derinde, til jeg selv giver ham Lov at krybe ud igjen.« — »Du ønskede som en daarlig Mand,« sagde St. Peder; »først og fremst burde Du have ønsket Dig Guds Naade og Venskab.« — »Jeg torde ikke tage saa høit til, jeg,« sagde Smeden. Derpaa sagde vor Herre og St. Peder Farvel og gik videre.
Det led, mens det skred, og da Tiden var omme, kom Fanden, saaledes som det stod i Kontrakten, og skulde hente Smeden. »Er Du færdig nu?« sagde han, han stak Næsen ind igjennem Smedjedøren. »Aa, jeg skulde saa nødvendig slaaet Hoved paa den Spigeren først,« svarede Smeden; »kryb Du imens op i Pæretræet og pluk Dig en Pære at gnave paa, Du kan være baade tørst og sulten efter Veien.« Fanden takkede for godt Tilbud og krøb op i Træet. »Ja, naar jeg nu betænker Alt vel,« sagde Smeden, »saa faar jeg slet ikke slaaet Hoved paa denne Spigeren i de første fire Aar, for dette er Pokker til jern saa haardt; ned kan Du ikke komme i den Tid, men Du faar sidde og hvile Dig saalænge.« Fanden tiggede og bad saa tyndt som en Toskilling, at han maatte faa komme ned igjen. men det hjalp ikke. Tilsidst maatte han da love, at han ikke skulde komme igjen, før de fire Aar vare omme, som Smeden havde sagt. »Ja, saa kan Du komme ned igjen,« sagde Smeden.
Da nu den Tid var forbi, kom Fanden igjen for at hente Smeden. »Nu er Du vel færdig,« sagde han, »nu synes jeg, Du
