kunde have slaaet Hoved paa Spigeren.« — »Ja, Hoved har jeg sagtens faaet paa den,« svarede Smeden, »men alligevel kom Du et bitte lidet Gran for tidlig, for Odden har jeg endnu ikke hvæsset; saa haardt jern har jeg heller aldrig smedet før. Medens jeg slaar Od paa Sømmet, kunde Du sætte Dig i Lænestolen min og hvile Dig, for Du er vel træt, kan jeg tænke.« — »Tak, som byder,« sagde Fanden og satte sig i Lænestolen; men aldrig før var han kommen til Hvile, saa sagde Smeden igjen, at naar han betænkte Alt vel, kunde han slet ikke faa hvæsset Odden før om fire Aar. Fanden bad først vakkert om at slippe af Stolen, og siden blev han vred og begyndte at true; men Smeden undskyldte sig det bedste han kunde, og sagde, det var Jernets Skyld, for det var saa Pokkers haardt, og trøstede Fanden med, at han sad saa godt og mageligt i Lænestolen, og at han om fire Aar skulde slippe akkurat paa Minutten. Der var nu ingen anden Raad; Fanden maatte love, at han ikke skulde hente Smeden, før de fire Aar vare omme; og saa sagde Smeden: »ja, saa kan Du reise Dig igjen,« og Fanden afsted det forteste han kunde.
Om fire Aar kom Fanden igjen for at hente Smeden. »Nu er Du sagtens færdig, ved jeg,« sagde Fanden, han stak Næsen ind gjennem Smedjedøren. »Fix og færdig,« svarede Smeden, »nu kan vi reise, naar Du vil. Men Du,« sagde han videre, »der er een Ting, jeg har staaet her længe og tænkt jeg vilde spørge Dig om: er det sandt, hvad de fortælle, at Fanden kan gjøre sig saa liden han vil?« — »Jagu’ er det sandt,« svarede Fanden. — »Aa, saa kunde Du gjerne gjøre mig den Tjeneste at krybe ind i denne Staaltraadpungen og se efter, om den er hel i Bunden,« sagde Smeden; »jeg er saa ræd, jeg skal miste
