Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/170

Da han vel var kommen tilbage i Smedjen igjen, kom der en Mand ridende, som vilde have skoet Hesten sin. »Det skal snart være gjort,« sagde Smeden, »jeg har nu netop lært en ny Maade at sko paa; den er god at bruge, naar Dagen er kort;» og saa begyndte han at skjære og bryde saalænge, til han fik af alle Hestebenene; »for jeg ved ikke, hvad det skal være til at gaa og pusle med eet og eet,» sagde han; Benene lagde han da i Smedjeavlen, saaledes som han havde seet vor Herre gjorde, lagde dygtig Kul paa og lod Smeddrengene drage raskt i Bælgstangen; men saa gik det, som man kunde vente: Benene brændte op, og Smeden maatte betale Hesten. Det syntes han ikke videre om; men i det samme kom en gammel Fattigkjærring gaaende forbi, og saa tænkte han; lykkes ikke det Ene, saa lykkes vel det Andet, tog Kjærringen og lagde hende i Avlen, og alt hun græd og bad for Livet, saa hjalp det ikke; »Du skjønner ikke Dit eget Bedste, saa gammel Du er,« sagde Smeden; »nu skal Du blive til en ung Jomfru igjen i et Øieblik, og endda skal jeg ikke tage saameget som en Skilling for Smedningen.» Det gik da ikke bedre med Kjærringen, Stakkar, end med Hestebenene. »Det var ilde gjort det,« sagde vor Herre. »Aa, der er vel ikke Mange, som spør efter hende,« svarede Smeden; »men det er en Skam af Fanden: det er ikke mere end saa, at han holder, hvad der staar skrevet over Døren.« — »Ifald Du nu kunde faa tre Ønsker af mig,« sagde vor Herre, »hvad vilde Du saa ønske Dig?« — »Prøv mig,« svarede Smeden, »saa tør Du faa vide det.« — Vor Herre gav ham da de tre Ønsker. »Saa vil jeg først og fremst ønske, at den jeg beder klyve op i det Pæretræet, som staar her ude ved Smedjevæggen, maa blive siddende der, til jeg selv beder ham komme ned igjen,« sagde