— Da vor Herre kom og fik se det, gik han ind. »Hvem er
Du?« sagde han til Smeden. »Læs over Døren,« svarede Smeden;
»men kanske Du ikke kan læse Skrift, saa faar Du vente, til der
kommer En, som kan hjælpe Dig.« Før vor Herre fik svaret
ham, kom der en Mand med en Hest, som han bad Smeden sko
for sig. »Kunde ikke jeg faa Lov at sko den?« sagde vor Herre.
»Du kan prøve,« sagde Smeden; »galere kan Du nu ikke faa
gjort det, end jeg kan faa det rigtigt igjen.« Vor Herre gik da
ud og tog det ene Ben af Hesten, lagde det i Smedjeavlen og
gjorde Skoen gloende; derpaa hvæssede han Hager og Græv,
neide Sømmene, og saa satte han Benet helt og holdent paa
Hesten igjen; da han var færdig med det, tog han af det andet
Forben og gjorde like ens med det; og da han havde sat paa
igjen det ogsaa, tog han Bagbenene, først det høire og saa det
venstre, lagde dem i Avlen, glorde Skoene gloende, hvæssede
Hager og Græv og neide Sømmene, og satte saa Benene paa
Hesten igjen. Imens stod Smeden og saa paa ham. »Du er
ikke saa daarlig Smed endda Du,« sagde han. »Synes Du
det?« sagde vor Herre.
Lidt efter kom Smedens Moder bort til Smedjen og bad ham komme hjem og spise til Middag; hun var meget gammel, fælt kroget i Ryggen og rynket i Ansigtet, og kunde med Nød og Næppe gaa. »Læg nu Mærke til hvad Du ser,« sagde vor Herre; han tog Konen, lagde hende i Smedjeavlen og smedede en ung, deilig Jomfru af hende. »Jeg siger, som jeg har sagt,« sagde Smeden, »Du er slet ikke nogen daarlig Smed; der staar over Døren min: Her bor Mesteren over alle Mestere, men endda siger jeg rentud: En lærer saalænge En lever,« og dermed gik han frem til Gaarden og spiste Middag.
