Grin, som skulde antyde, at hun ikke brydde sig stort om nogen af dem; »og den, som lærte mig det,« blev hun ved, »ham maatte jeg love, jeg aldrig skulde lære det til noget kristent Menneske uden mit eget Blod, og det har jeg svoret paa saa stygt, at Gud lade mig aldrig komme til at sværge saa stygt.«
»Saa kan det jo ikke nytte at spørge om det, Berthe,« sagde jeg; »men det er vel ingen Hemmelighed hvem Du har lært den Kunst af, det var vel en dygtig Signekall?«
»Ja, det kan han tro; det var en rigtig Signekall det: det var han Morbroder Mads i Hurdalen,« svarede hun. »Han kunde baade Signe og maale og gjøre aat for Vred og Verk, og stemme Blod og støbe og vise igjen, og det var ikke frit for, at han kunde trolde lidt og gjøre Ondt ogsaa. Han har lært mig op. Men saa klog han var, saa kunde han ikke hytte sig selv for Troldskab ligevel.«
»Hvorledes det? Blev der troldet paa ham da? Blev han forgjort?« spurgte jeg.
»Nei, det blev han nok ikke,« svarede Berthe. »Men der hændte ham Noget, og siden var han rigtig som spyttet paa; ja, han var huldrin i lange Tider. Studenten tror nu vel ikke det er sandt,« sagde hun med et forskende Øiekast; »men det var Morbror min, og jeg har hørt han har fortalt det og svoret paa det var sandt, over hundrede Gange.«
»Morbror Mads han boede paa Knae i Hurdalen. Han var ofte ude i Fjeldet og hug Ved og Tømmer, og naar han var ude, saa havde han altid for Skik at ligge der ogsaa; han byggede sig en Barhytte, gjorde op en Nying fremmenfor, og der laa han og sov om Natten. En Gang var han saaledes ude i Skogen han og To til: ret som han havde hugget ned en svær Stok og sad og hvilte sig lidt, saa kom der et Garnnøste trillende
