ned over en flad Berghelle lige frem til Fødderne hans. Han syntes det var underligt det; ikke torde han tage det op, og det havde nok været godt for ham, om han aldrig havde gjort det heller. Men dermed saa han op, for han vilde se hvor det kom fra. Jo, oppe paa Berget sad en Jomfru og syede, og hun var saa deilig og saa fin, at det skinnede af hende.
»Tag hid det Garnnøstet Du,« sagde hun. Ja, han gjorde saa, og han blev staaende der længe og saa paa hende, og han kunde slet ikke blive kjed af at se, saa lækker syntes han hun var. Tilsidst maatte han tage Øxen og til at hugge igjen; og da han havde hugget en Stund og han saa skottede op, var hun borte. Han tænkte paa dette hele Dagen; han syntes det var rart, og han vidste ikke hvad han skulde mene om det. Men saa om Kvelden da de skulde lægge sig, han og Kammeraterne, vilde han endelig ligge imellem; men det hjalp ikke stort, skal jeg tro; for da det led paa Natten, kom hun og tog ham, og han maatte følge med, enten han vilde eller ikke. Saa kom de ind i Fjeldet, og der var Alting saa gildt, at han aldrig havde seet saa gildt før, og han kunde aldrig fuldt faa sagt hvor gildt det var. Der var han hos hende i tre Døgn. Da det led lidt ud paa den tredje Natten, vaagnede han, og da laa han mellem Kammeraterne sine igjen. De troede han var gaaet hjem efter mere Niste, og det sagde han til dem han havde gjort ogsaa. Men han var ikke rigtig siden; ret som han sad, saa gjorde han nogle Sprang og fløi afsted; han var huldrin, skal jeg sige.«
»Men saa var det en god Stund bagefter, han holdt paa at kløve Gjærdefang oppe i Marken. Just som han stod og havde drevet en Blei ind i en Stok, saa der var en Spræk langs efter den, saa kom Kjærringen hans med Middagsmaden til ham, syntes han; det var Rømmegrød, og den som fed var, og den havde hun i et Spand saa blankt, at det skinnede som Sølv.
