og Mor Nedigaarden kulkede med Benet hendes,« sagde hun med et fult Træk om Munden; »og hvis Studenten tror paa det,« vedblev hun med et tvivlende Blik, »saa kunde det nok ikke skade at læse i en Taar Brændevin og have paa.«
»Læs Du over Brændevinet og kom med det, det vil sikkert gjøre godt,« sagde jeg, for muligens at blive indviet i en eller anden af Signekunstens Hemmeligheder. Berthe hentede en undersætsig blaa Lærke og et Brændevinsglas med Træfod henne i det blommede Skab, skjænkede i Akkevitten, satte Glasset ved Siden af sig paa Skorstenen, knappede Snesokken op og hjalp af mig Skoen. Saa begyndte hun at korse og hviske ned i Brændevinet; men da hun selv var temmelig døv, lempede hun ikke sin Stemme efter min Høreevne, og følgelig hørte jeg den hele Formular:
»Jeg red mig en Gang igjennem et Led,
saa fik min sorte Fole Vred;
saa satte jeg Kjød mod Kjød og Blod mod Blod,
saa blev min sorte Fole god.«
Nu tabte hendes Stemme sig i en utydelig Hvisken. Enden paa Visen var et gjentaget »tvi!« som udsendtes mod alle Verdens fire Hjørner.
Under Besværgelsens Hede havde hun reist sig; nu satte hun sig igjen paa Skorstenskanten. Den kolde fordampende Spiritus, som hun hældte ud over min hede ophovnede Fod, bragte en behagelig Kjølning.
»ÞJeg synes alt det hjælper, Berthe,« sagde jeg; »men sig mig, hvad var det dog egentlig for Noget Du læste i Brændevinet?«
»Nei, om jeg det tør sige, for han kunde gjerne sladdre paa mig baade til Præsten og til Dokteren,« sagde hun med et polisk
