Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/134

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


træskede han Lo og Halm og Hø om hverandre Det gik paa Skade, for Kornet og Agnerne føg omkring isammen, og det stod som en Sky over hele Kongsgaarden.

Da han næsten havde gjort fra sig Træskningen, kom der Fjender i Landet, saa det skulde blive Krig. Saa sagde Kongen til ham, han fik tage Folk med sig, reise i Veien og tage imod Fjenden og krige, for han tænkte de slog ham vel ihjel. Nei, Folk vilde han ikke have skulde sundslaaes, han vilde slaaes alene, han, sagde Mumle Gaaseæg.

Desbedre er det, des før bliver jeg kvit ham, tænkte Kongen. Men en dygtig Klubbe maatte han have.

De sendte Bud til Smeden; han smedede en paa fem Vaager. Den kunde være brav til at knække Nødder med, sagde Mumle Gaaseæg. Saa smedede han en paa femten Vaager; den kunde være god til at plugge Sko med, sagde han. Ja, større kunde Smeden ikke smede den med sine Folk. Saa lagde han til Smedien selv, Mumle Gaaseæg, og lagede en Klubbe paa femten Skippund, og den maatte der hundrede Mand til at vende paa Ambolten. Den syntes Mumle GaaSeæg kunde gjøre det til Nød. Saa maatte han have en Nisteskræppe; den gjorde de af femten Oxehuder og stoppede den fuld af Mad, og saa lakkede han ned af Bakken med Skræppen paa Ryggen og Klubben paa Nakken.

Da han kom saa langt, at Krigsfolkene fik se ham, sendte de ud En, som spurgte, om han vilde tage imod dem. »Bi, bare, til jeg faar ædt,« sagde Mumle Gaaseæg og slængte sig i Bakken og satte sig til at æde bag den store Madskræppe.

Men de kunde ikke bie, de gav sig til at skyde paa ham strax, saa det baade regnede og haglede med Riflekugler.