Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/135

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


»Denne Krækebæren mæter jeg ikke,« sagde Mumle Gaaseæg, og satte paa at æde endda mere; der bed hverken Bly eller jern paa ham, og Madskræppen stod foran og tog af for Kuglerne som en hel Vold.

Saa tog de paa at kaste Bomber og skyde med Kanoner. Han gren lidt for hver Tryk han fik.

»Aa, det nauer ikke,« sagde han. Men saa fik han en Bombe i Vrangstruben.

»Tvi!« sagde han, og spyttede den ud igjen, og saa kom der en Lænkekugle og gjorde Vei i Smøræsken, og en anden tog Madbiden bort mellem Fingrene paa ham.

Da blev han arg, reiste sig, tog Storklubben og slog i Marken og spurgte, om de vilde tage Maden af Munden paa ham med Blaabæren, som de blæste ud af de grove Pusterørene. Han slog nogle Slag til, saa det ramlede i Berg og Aaser, og Fjenden sprat tilveirs som Agner, og saa var det ude med den Krigen.

Da han kom hjem igjen og vilde have mere Arbeide, blev Kongen rent ilde ved, for nu tænkte han, han skulde have været kvit ham. Han vidste ingen anden Raad end at sende ham til Helvede.

»Du faar fare til Gamle-Erik og kræve Landskylden,« sagde han. Mumle Gaaseæg af Gaarde med Skræppen paa Ryggen og Klubben paa Nakken; han var ikke længe om Veien, men da han kom frem, var Gamle-Erik paa Overhøring. Der var ingen Anden hjemme end Mor hans og hun sagde, hun havde aldrig hørt Tale om nogen Landskyld, han fik komme igjen en anden Gang.

»Ja, kom til mig i Morgen,« sagde han, det mente han skulde blive Løgn; var han kommen did, fik han blive der, og