Mumle Gaaseæg strøg til Kongen og fik Tjeneste strax; i
Kongsgaarden var der nok med Mad og Arbeide. Han skulde
da være Visergut og hjælpe Jenterne at bære Ved og Vand og
gjøre andet Smaaarbeide. Saa spurgte han, hvad han skulde
gjøre først.
»Han fik tage sig til at knærte sund lidt Ved saa længe,« sagde de. Ja, Mumle Gaaseæg til at knærte og hugge, saa Fliserne spragede omkring ham; det varede ikke længe, før han havde hugget op Alt som var der, baade af Vedfang og Tømmer, baade Sagstokke og Emningsved, og da han var færdig med det, kom han og spurgte, hvad han skulde gjøre nu.
»Du kan hugge fra Dig Veden nu,« sagde de.
»Der er ikke mer at hugge af,« sagde Mumle Gaaseæg.
Det var umuligt, mente Gaardsfuten, og saa ud i Skaalen. Men jo, Mumle Gaaseæg havde hugget op Alt; der var blevet Ved baade af Sagstokker og Langtømmer. Dette var harmeligt, syntes han, og saa sagde han, han ikke skulde faa smage Mad, før han havde været tilskovs og hugget ligesaa meget Tømmer, som det han havde fliset op til Ved.
Mumle Gaaseæg drog til Smedien og fik Smeden til at hjælpe sig at lage Øx af femten Vaager Jern, saa foer han til Tømmerskogen og tog til at snauhugge; der strøg med baade Bjelkegraner og Mastefurer, Alt som han fandt baade paa Kongens Teig og paa Grandeteigen; han hverken kvistede eller toppede, saa det blev liggende som efter et Vindfald. Saa lagde han et dugeligt Læs paa Slæden og satte alle Hestene for; men de kom ikke af Flækken med det Læsset, og da han tog dem i Hovedet og vilde faa det paa Glid, drog han Hovederne af; saa væltede han Hestene ud af Skjækerne op i Marken og trak Læsset frem alene.
