et Vællingfad eller en Grødgryde, som de tænkte de skulde have nok af alle Sex, saa hvælvede den det i sig Altsammen. Saa vilde de ikke have den længer. Jeg har ikke kjendt mig mæt noget Maal, Siden denne Byttingen krøb ud af Æggeskallet,« sagde En af dem, og da Mumle Gaaseæg hørte, at de Andre samstemte i dette, sagde han, han kunde gjerne reise sin Vei; »trængte ikke de til ham, saa trængte ikke han til dem,« og dermed strøg han af Gaarde. Langt om længe kom han til en Bondegaard, som laa i et Stenlænde, og spurgte efter Tjeneste; der trængte de til en Arbeidskarl, og Kallen satte ham til at sanke Sten af Ageren. Ja, Mumle Gaaseæg hentede Sten af Ageren og tog dem saa store, at der var mange Hestelæs i dem, og enten det var Stort eller Smaat, saa stak han det i Lommen sin. Det var ikke længe, før han var færdig med det Arbeidet, og saa vilde han vide, hvad han skulde gjøre mere.
»Du faar plukke ud den Stenen af Ageren,« sagde Manden, »Du kan da ikke være færdig, før Du tager fat, ved jeg.«
Men Mumle Gaaseæg tømte Lommerne sine, og kastede Stenen i Hob. Da fik Kallen se, at han var færdig med Arbeidet, og skjønte han fik være var med ham, som var saa stærk. Han fik komme ind og faa Mad, sagde han. Det mente Mumle Gaaseæg ogsaa, og han aad alene det, som var laget baade til Husbondsfolk og Tjenere, og endda var han ikke halvmæt.
Det var Karl til Arbeidsmand, men det var farlig Karl til at æde ogsaa, for der var ingen Bund i ham, mente Gaardmanden. »Slig en Arbeidsmand kunde æde en stakkars Bonde fra Gaard og Grund, før En vidste Ordet af det,« sagde han. Han havde ikke mere Arbeide til ham; det var bedst han gik til Kongsgaarden.
