Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/119

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


om sine Jagtbedrifter. Af og til gav Kapteinen en Jagthistorie til Bedste, der som oftest indeholdt hvasse Hentydninger til en eller anden af Pers bortskudte Bjørne, hvorover denne aldrig undlod at lægge sit besynderlige Grinebideransigt i Helligdagsfolder og klø sig bag Øret. Undertiden blinkede han derhos polisk med det ene Øie og sagde: »Det var til Dig det, Per Sandaker, tag det med Dig hjem!«

Ved Midnat lagde vi os til Ro foran Ilden paa et Par Bænke og hvilede ud i en kort Slummer. Da vi vaagnede, sagde Per, at det var paa Tide at gaa paa Legen. Ude var det temmelig koldt: der var frosset Skare paa Sneen, saa den knirkede under vore Fodtrin. Himmelen var dog næsten vaarlig klar og mørkeblaa, og nogle hvidlige Skyer, der sagte kom seilende fra Syd, spaaede Nattekulden en snarlig Ende. Maanen stod lavt nede ved Horizonten: istedenfor at lyse for os paa vor natlige Vandring, lagde den kun sit milde Skjær over de fjerne Aaser og Træernes Toppe, men mellem Furesøilerne lagde den denne mystiske Skumring, der forlængede Skyggerne i det Uendelige, fremgjøglede fabelagtige Skikkelser mellem Stammerne og gjorde Skoven saa hemmelig, dyb og rædsom.

Kun Rødkjælken afbrød ved sin milde Ottesang Skov-Ensomhedens Stilhed.

»Der synger den Fuglen, som er først oppe om Morgenen,« sagde Per. »Nu varer det ikke længe, før der blir Liv i Skoven; vi faar vist skynde os lidt.«

»Det har god Tid, min kjære Per,« sagde Kapteinen; »Tiuren spiller bedst paa Haugen mellem os og Løndalsmyren, og jeg tror ikke det blir Noget med Spillet; det er for koldt.«

»Det blir lindere paa Morgensiden,« svarede Per paastaaelig; »for det er Søndendrag i Veiret, og jeg tror det blir frisk Spil,