Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/120

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


ved det det har været saa koldt de forrige Nætterne. Solspillet blir vist rent gildt. Hør bare paa Rugden, hvor frisk hun knorter og trækker. Hun venter godt Veir. Der bræger Myrbukken ogsaa. Det blir godt!« tilføiede han med Overbevisning.

Vi hørte Holtsnæppens eiendommelige Lyd, der ligner den gjentagne Kvækken af en Frosk, efterfulgt af en skarp skjærende Hvislen, lig et stærkt Kvidder af Linerlen; vi saa i den nedgaaende Maanes svage Straaler den ene Skygge efter den anden af denne Fugl fare hen over Trætoppene. Vi fornam Myrbukkens eller den enkelte Bekkasins uhyggelige, brægende Lyd, snart nær, snart fjern, snart høit oppe i Luften, snart over os, og pludselig, som det syntes, lige ved vore Øren, snart paa alle Kanter, uden at vi dog vare i Stand til at faa Øie paa Fuglen. Skræksomt overbød Heirens vilde, gjennemtrængende Skrig de øvrige Fugles, der ved dette syntes at gjennembæves af Rædsel; thi de taug pludselig, hver Gang det lød, og der indtraadte en Stilhed, som gjorde Afbrydelsen dobbelt uhyggelig. Men nu istemte Trælærken med klare, klingende Toner sin Morgensang, der gjennem Nattens Mulm og Mørke mindede om det lyse Dagskjær og dannede en oplivende Modsætning til de natlige Fugles spøgelseagtige Færd og uhyggelige Tonen.

»Der ringer Tiurklokken,« sagde Kapteinen; »saa kalde Svenskerne denne lille, muntre Fugl; thi naar den stemmer op, tager Tiuren Morgensalmen fat paa Natkvisten. Lad os nu stanse lidt her, vi er ikke langt fra de Fugle, som kom sidst igaar. Ved at gaa nærmere kan vi let komme til at støkke dem.«

Da vi havde staaet og lyttet i nogle Minutter, hørte vi en Fugl spille i et Par hundrede Skridts Afstand