det Altsammen. Men da hun kom tilbage, var det væk hver evige Smitt og Smule. Der var ikke saa Meget igjen som en blank Sølvtoskilling, og hun saa ikke Andet end klare Vandet, som blinkede og randt over Stenene. En Stund efter var det, de begyndte at tage op Kobbergruber i Skaugsmarken, og det var slig Støi og Skydning og Dunder stødt og stændigt, at der ikke var Fred nogen Tid. Sent en Kveld da havde Rønnau været ved Bækken. Saa mødte hun en svær Mand paa en stor, svart Hest. Han fulgte en hel Rad Flytningslæs og drev nogle Flokke med Sauer og andre Kreaturer.
»God Kveld, Rønnau,« sagde han, »jeg flytter nu jeg.«
»Ja. jeg ser det, Far, men hvorfor gjør I det da?« spurgte hun.
»Aa, de holder jo slig Dommenering i disse Gruberne her, at det bryder i Skallen paa mig. Det kan jeg ikke holde ud længer, derfor flytter jeg til Bror min i Tinn i Thelemarken. Men hør Du, Rønnau,« sagde han, »hvorfor vilde Du have hele Kjøkkenstellet mit, den Tid Du saa Sølvet i Bækken? Havde Du nøiet Dig med det Du kunde baaret i Sækken Din, skulde Du faaet det.«
»Siden den Tid,« sagde Per, »har jeg ikke hørt Nogen har seet noget Sligt paa disse Kanter, enten det nu er saa de har flyttet, eller de holder sig hjemmeligt. Sligt Fanteri har ikke Magt til at vise sig nu, fordi Folk ikke tror paa det, maavide.«
»Der siger Du en større Sandhed, end Du selv ved, min kjære Per,« udbrød Kapteinen. »Folk, der gjælde for visere end baade Du og jeg, sige netop det Samme. Imidlertid kan Du nok endnu komme ud for Trold.«
Efter Kapteinens gjentagne Opfordringer vedblev Per at korte os Tiden Natten udover ved Sagn, Eventyr og Beretninger
