»Aa, hvorledes skulde det gaa til?« spurgte Per. »At
ligge og grave i Aaserne, saa som han gamle Jon Haugen
gjorde al Holleia over, det synes jeg ikke Noget om.«
»Der gives andre Maader at komme til Rigdom paa,« sagde Kapteinen hemmelighedsfuldt. »Hvad siger Du om at holde sig Godvenner med Bergkjærringerne? Du har min Sandten ikke været saa styg en Karl i Din Ungdom Du, Per Sandaker! Du kunde nok have gjort Lykke.«
»Haa, haa, haa!« lo Per i Skjægget, kjendelig tilfreds med Kapteinens spøgende Yttring om hans fordelagtige Ydre. »Jeg har ikke troet paa Sligt, for jeg har aldrig seet hverken Trold eller Hulder.
»Men der boede dog en Bergkjærring borti Holleia her i gamle Dage?« sagde Kapteinen.
»Aa, det er ikke Andet end et gammelt Eventyr. Jeg har nok hørt sligt Prat, men jeg tror det ikke,« svarede Per.
»Ja, men Du ved da vist fuld Besked derom, Du som har færdets her i Marken saa længe? Du faar fortælle hvad Du ved; thi denne Bymand er en Nar efter slige Historier.«
»Kanske det? Ja, kan det da, men jeg tror ikke det er sandt,« forsikrede Per og begyndte
»Søndenfor Hollei-Spira — ja, de kalder det nu Holleia mellem Tyristranden her og Sognedalen« — anførte han til min Underretning —— »er der to Bergnuter, som de kalder Store-Knuten og Vesle-Knuten; der I sidder, kan I endda se lidt af høieste Spiraasen bent op for Skaug. Borti der er mangfoldige gamle Skjærp, og der er saa meget Sølv og Rigdom i Bergene, at der ikke er nogen Ende paa det, siger de da. Men det er ikke greit at faa Noget af det, for i Knuterne bor der en gammel Bergkjærring. Hun eier det Altsammen og sidder paa
