Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/114

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


»Jeg svarede ikke Ordet jeg,« sagde Lars, »men strøg nedover til Mærremyren og op over til Bamsebraaten. Der slap jeg Hundene og Los var det strax; Rapp tog ud, og jeg stod og lyede en Stund, om de andre skulde slaa til, for det bar bortover til Linderudsæteren igjen, saa jeg blev ganske fælen. Jo, saa fik jeg høre Maalet paa dem alle tre, og saa vidste jeg, det var rigtig Hare. Det var Fanden til lang Tur han gjorde; men da han kom tilbage, trampede han i Bakken som en Folunge, og da jeg fik se Ørene paa ham, var han mest saa stor som en liden Gjedebuk. Den skjød jeg. Saa gik jeg sørover ned imod Alunsjøen. Der tog de ud igjen, og saa gik det i skurende Los opover til Linderudsæteren igjen — for bortom der maatte de nu med ham. Langt om længe kom de da igjen. Saa skjød jeg den. Da havde jeg tre. Nu kan det være nok for i Dag, min kjære Lars, sagde jeg« — sagde han — »og saa gik jeg ned og hængte dem op i Kjælderhalsen til Simen.«

»Men Herren forsyne mig blødede ikke den vesle Svarte i tre Dage efter, saa at Kjælderen mest var halv med Blod« — sagde han.«

»Du talte nylig om, at der skal have været en Troldhare her i Holleia; — der gaar ogsaa Sagn om, at der er fuldt af Rigdomme af ædelt Metal i Bjergene her. Det skulde det ikke være ilde at have en Del af, ikke sandt, Per« sagde Kapteinen, som atter begyndte at lirke for at faa en Fortælling frem.

»Aa, hvad skulde Kapteinen med det,« svarede Per og rystede paa Hovedet Han har nok, og vel saa det. For en fattig Stakkar kunde det saa være; men tro mig, det er ikke greit at faa Klo i.«

»Jeg synes dog det er besynderligt, at Du ikke har lagt Dig efter at faa Noget af det,« vedblev Kapteinen.