Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/112

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


mest aldrig Bom, og Fuglen tog han i Flugten, ligesom Kaptein gjør. Men saa var det om den Haren, Kapteinen mente. Det fortalte han mig og Meget til.

»Jeg skulde drive Hundene for gamle Simensen paa Vesletorvet — og skaffe noget Ferskmad,« sagde han. Det var tre Hunde; den ene hedte Rapp, og det var slig en Hund, at de Underjordiske ikke havde nogen Magt med ham, for han var rød, maavide; de andre To var ogsaa brave Hunde, ja Gud bevares vel. Saa var det en Christi Himmelfartsmorgen, sagde han, jeg var oppe ved Linderudsæter-Røa. Der tog han Rapp ud, og han kjørte den, saa det hvinede og peb i Aasen. Jeg tog Post paa en Kullebund der. Da han havde gaaet en Tur, saa kom Haren lige forbi mig. Jeg skjød, men det var Bom, og saa gik det afsted i fuld Los. Det varede ikke længe, saa kom han igjen paa samme Stedet — han var ganske svart efter Ryggen —, og jeg skjød Bom igjen.

»Men hosdan i Dævelen hænger dette sammen, vil ikke de andre Hundene slaa til, tænkte jeg ved mig,« sagde han, »for det var bare Rapp som jagede, og det gik i eet Kjør. Nei, det kan ikke være nogen rigtig Hare. Men jeg vil se paa ham en Gang til først. Ja, saa kom han tredje Gangen og, og jeg skjød Bom, og begge de andre Hundene var med, men Hals gav de ikke. Men saa forsynede jeg Svansskruen og Loddet,« sagde han.

»Hvorledes?« spurgte jeg.

»Du faar fortælle det, Per,« sagde Kapteinen. »Ja, han vilde ikke ud med det i Førstningen,« svarede Per, »men da jeg havde skjænket ham rigtig og givet ham en Rul Tobak, saa sagde han det.«

»Du skal tage Bark af en Flau-Rogn,« sagde han, »og forsyne Svansskruen med, og saa skal Du skrabe tre Sølvsmuler af en