Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/113

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Sølvskilling, som er arvet; men det maa være af de gamle gode Pengene, som har været med ude i Krigen; saa skal Du skrabe tre Fliser af Veslefing-Neglen paa den venstre Haanden, og saa skal Du tage tre Bygkorn, men har Du ikke dem, kan Du tage tre Brødsmuler, og Alt det skal Du lægge for Loddet, saa blir det Dot, om det saa var selve Fanden Du skjød paa,« sagde han. »Det gjorde jeg den Gangen ved Linderudsæteren,« sagde han, »og da han kom den fjerde Gangen, saa maatte han i Bakken, i det samme det smald,« sagde han. »Det var en liden, tør Hund, og han var saa gammel, at han var mest svart. Ja, jeg tog og hængte ham op efter Bagbenene i en Kronglebjerk og til at veie ham ud, men Herren forsyne mig,« sagde han, »blødede han ikke som en liden Kvie, og Hundene slafsede og slafsede Blodet i sig nede paa Bakken.« Saa gik jeg med den da, men hvordan jeg gik, gik jeg galt, og Blodet randt af den; jeg kom frem ved den samme Kronglebjerken igjen to Gange. Dette var da besynderligt det, tænkte jeg« — sagde han — »for her skulde jeg mest være lige saa vel kjendt, som hjemme paa Stuegulvet mit. Men naar det er galt; saa er det gjerne rent galt. Naa da, jeg faar lade Bikkjerne finde Veien da, og det gjorde jeg; men da jeg kom nedover forbi nogle Bergknauser der, saa var hun Gamlemor ude. Hun stod rigtig foran noget Smaabjerk, opved en liden Bergknat, med Skaut paa Hovedet og Skindtrøie og svart Stak, og støttede sig paa en Krykkjestok og saa ud som en Kone oppe fra Landet.«

»Du Lars, sagde hun, Du har faaet mange Harer af mig i Marken her, og jeg har undt Dig godt. Derfor kunde Du gjerne ladet Sæterharen min gaa for den han var. Og havde Du ikke havt den røde Rappen Din, havde Du ikke faaet den heller!«