Side:Norske folke- og huldre-eventyr.djvu/111

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Nogle Dage efter gik jeg op paa Sukkestadmoen. Det var en Morgenstund Hundene vare neppe slupne, før Haren var paa Benene. Denne Gang var der ikke Stød og Glefs, men det gik i fuld Los, og Haren havde ikke gaaet en halv Time, førend den kom dansende ned over Sletten lige mod mig. Jeg lagde til Kinden og skjød Den faldt paa Pletten, og det var en stor gammel Ramler, fuld af Ar og Skrammer; den havde ikke mere end halvandet Øre.« —

»Slig en Hare har jeg hørt om ogsaa,« sagde Per, der med megen Opmærksomhed havde fulgt Kapteinens Fortælling »Den holdt til her i Holleia, bortimod Granbu; men de sagde, den var mest kulsort. Der var Mange efter den og skjød paa den, men de fik aldrig Raad med den, før denne Fandens Sara-Anders kom borti der. Han skjød den, for han er nu alle Steder, maa tænke. Det var ham, vi saa Slagene efter nedenfor Rausand-Bakken. Det er en stor Skarv, og det er ikke ondt for at se Færdene efter Truerne hans, for han kan aldrig bie som andre Folk, til Fuglen har støet ordentlig Leg.«

»Det tror jeg gjerne,« sagde Kapteinen og strøg sin Knebelsbart. »Det er ikke første Gang den Karl gaar i fredlyst Mark. Men sig mig var det ham, som skjød den Troldhare inde ved Christiania, Du en Gang fortalte om?«

»Aa den, ja det er sandt. Nei, det var en Skytter derindefra, som hedte Brandte-Lars. I kjender ham vist I, som er fra Christian?« sagde han til mig.

Nei, jeg kjendte ham ikke.

»Ja saa, kjender I ikke ham? han bor endda i en liden Hytte under Aasen strax nedenfor Grefsen. Jeg traf ham paa Halland en Gang han var paa jagt med nogle By-Kakser. Det var en rar Skrue, men Kar til at skyde. Paa Haren skjød han