storgaarder og et guldsmykke; de fik to sønner, Gisl og Åndur. Siden forlod Visbur hende og fik en anden hustru, men hun fór til sin fader med sine sønner. Siden fik Visbur en søn, som hed Domalde; Domaldes stemoder lod seide ulykke mod ham. Da Visburs sønner var 12 og 13 vintre gamle, fór de til sin fader og krævede sin moders medgift, men han vilde ikke ud med den; da spaaede de, at guldsmykket skulde blive til bane for den bedste mand i hans æt, og fór derpaa bort og hjem. Da lod de atter gjøre seid rede, og det blev seidet til, at de skulde kunne dræbe sin fader. Vålven[1] Huld tilbød at seide saa og tillige saa, at ættedrab skulde blive stadige i Ynglingenes æt siden; det samtykkede de i. Derefter samlede de folk og kom over Visbur om natten uventet og brændte ham inde. Saa siger Tjodolv:
Og Visburs
vilje-borg[2]
søens broder[3]
sluge kunde,
da sæde-vergerne
mod sin fader
hidsede skovens
skade-tyv[4],
og glo-hunden[5]
hylende bed
hærkongen
i eget hus.
15. Domalde tog arv efter sin fader Visbur og raadede for landene. I hans dager blev der sult og nød i Svitjod. Da holdt Svearne store blot ved Upsaler. Den første høst blotede
- ↑ Vålve betyder spaakvinde eller tryllekyndig kvinde.
- ↑ «Viljens borg» er legemet.
- ↑ Søens broder» er = luen; thi efter mytherne er Loge (lue) broder af Æger (søen).
- ↑ «Skovens skade-tyv» er = ilden, ligesaa «glohunden».
- ↑ «Skovens skade-tyv» er = ilden, ligesaa «glohunden».
