drager. Sydover fra de fjeld, som gaar udenfor alt bygget land, falder gjennem Svitjod en aa, som i ret maal heder Tanais[1], den blev fordum kaldet Tanakvisl eller Vanakvisl; den flyder ud i Sortehavet. I Vana-kvislene[2] kaldtes det dengang Vaneland eller Vanehjem. Den aa skiller mellem verdensdelene; østenfor heder det Asia, men vestenfor Europa.
2. Landet østenfor Tanakvisl i Asia kaldtes Aaseland eller Aasehjem, men hovedborgen i landet kaldte de Aasgaard[3]. I borgen var den høvding, som hed Oden[4]; der var et stort blotsted. Det var der sed, at tolv hovgoder[5] var de fornemste, de skulde raade for blot og dommer mellem folk; de kaldtes diar[6] eller drotner[7]; dem skulde alt folk tjene og hylde. Oden var en stor hærmand, som fór vidt om og vandt sig mange riger; han var saa seiersæl, at han vandt i hvert slag; deraf kom det, at hans mænd troede, at han maatte seire i hver kamp. Det var hans skik, at naar han sendte sine mænd til kamp eller i andre sendefærder, lagde han forud sine hænder paa deres hoved og gav dem velsignelse; de troede, at da vilde det gaa dem godt. Saa var det og med hans mænd: naar de kom i nød paa sjø eller land, da kaldte de paa hans navn og tyktes
- ↑ Tanais var i den klassiske oldtid navn paa Don, som regnedes for delelinje mellem Asia og Europa; ved de fjelde, hvorfra Tanais rinder, menes oltidens «Rifæiske fjelde», som man tænkte sig længst i nord.
- ↑ Kvisl betyder gren eller munding.
- ↑ De gamle guder hed Æser (oldnorsk Æsir), i ental Aas (Áss); Snorre, som efter den kristne middelalders vis anså de gamle guder for tryllekyndige mennesker i fortiden, udleder áss af Asia.
- ↑ Oden udtales med langt, lukket o og kort, aabent e (ligesom «moden»).
- ↑ Hov (udtales haav) er vore forfædres navn paa et hedensk tempel; presten der kaldes gode (udtales gaade) eller hovgode, og prestinden gydje.
- ↑ Diar er et sjelden brugt navn om de gamle guder, antages at være et i 9de eller 10de aarhundrede fra irsk indkommet ord.
- ↑ Drotner, af drotten (oldn. dróttinn), herre, især om høvdingen for en hird (drótt), jfr. kap. 17. I hedensk tid findes ordet ikke brugt om guderne, derimod i kristen tid om Gud eller Kristus.
