Rige. Efterhaanden opkom imidlertid det Sagn, at denne Reise virkelig var bleven udført. Det fortaltes (ved en Forvexling af Navne), at han havde besøgt Venedig, og dette gav Anledning til, at den venetianske Reisende, Peter Quirino, som i det femtende Aarhundrede af Storm og Uveir kastedes ind paa Norges Kyster, blev modtagen af Nordmændene med særegne Æresbevisninger, „til Gjengjeld for den udmærkede Modtagelse, som Regjeringen i Venedig havde vist den fromme Kong Olaf paa hans Pilegrimsreise til Jerusalem“[1] om i Konstantinopel, saaledes dyrkedes Olaf ogsaa i en af de Stationer, over hvilken Nordboernes Reiser didhen jevnlig foregik, nemlig i Novgorod. Her fandtes en Kirke, som Skandinaverne havde opført under Paakaldelser til Olaf.
Paa de britiske Øer vilde uden Tvivl kunne paavises flere Spor til St. Olafs Kultus. I hvor stor Anseelse hans Navn stod i Dublin viser sig deraf, at han havde sin Kirke i denne Stad lige til langt ned i det sextende Aarhundrede; hans Navn forvanskedes dog her efterhaanden fra St. Olaf til „Tulloch“.. Ogsaa i London havde han sin Helligdom; et Gadenavn er her fra „St. Olaves Street“ blevet forvansket til „Tooley Street“[2]. Paa de skotske Øer, der hørte under Nidaros*s Erkestol, falder det af sig selv, at Norges Nationalhelgen tilbades. Endnu i det forrige Aarhundrede, heder det hos Shetlandsøernes Chorograph Hibbert, vidste hine Øboere vidunderlige Ting at fortælle om „St. Olla“, i sine Sange eller Vissacks
