og de paastode, at de havde faaet sin gamle Lovbog af St. Olla. Endog i Nordmandiet har man Spor til Helligdomme for St. Olaf.
I Brügge i Flandern havde Dominikanerne i 1316 i sin Kirke oprettet et Alter for St.Olaf, hvorpaa de agtede at opstille hans Billede. Derfor sendte de Bud til Kong Haakon Magnussøn med Bøn om, at han vilde skaffe dem Underretning om Helgenens Fødselsdag og om hans Mirakler, meddele dem Legenden om hans Liv og skjænke dem Relikvier af ham[1].
Ogsaa Reval i Esthland havde en St. Olai Kirke, bygget i gothisk Stil, der endnu er til og antages at være opført i den første Tid af de Danskes Herredømme der i Landet, maaskee af Kong Valdemar Seier selv[2].
I Nordtydskland vare, som vi have hørt, Pilegrimsfarterne allerede en Menneskealder efter Helgenens Død til hans Grav i Throndhjem i fuld Gang. Senere have vi nogle Vink om hans Dyrkelse i Hansestæderne, især Lybek. Det var naturligt nok, at den stærke Forbindelse, hvori Stæderne stode med Norge, maatte fremkalde gjensidig Paavirkning ogsaa i religiøs Henseende. Særlig æredes den norske Konge af de Lybekkere, der fore paa Bergen, („Bergefarerne“) i Maria-Kirken i hin Hansens Hovedstad. I den storhertugelige meklenburgske Antikvitetssamling i Schwerin findes endnu en Levning fra hin Tid af høit kunsthistorisk Værd. Da nemlig i 1728 Kirken i Neustadt i Meklenburg brændte, indløb fra flere Kanter Gaver
