Erik Plovpenning, Knud Lavard, Erik den hellige. Men den norske Kongehelgen vedblev udentvivl bestandig at indtage den fornemste Plads mellem dem alle. Dette har ikke alene sin Grund deri, at han var den ældste, og hans Dyrkelse allerede i fuld Blomstring ogsaa i Danmark og Sverige før de øvrige hellige Kongers Tid, men vistnok ogsaa deri, at hans Historie var den rigeste og sublimeste af alle nordiske Helgeners. Hellig Erik dyrkedes neppe synderlig meget udenfor Sverige, Knud Konge dyrkedes i Danmark og Sverige, St. Olaf i alle tre nordiske Riger og desforuden rundt om i en stor Del af Europas øvrige Lande. Et mærkeligt Vidnesbyrd om St. Olafs høie Anseelse i Norden er ogsaa de gjentagne Opkaldelser efter ham, som fandt Sted i Kongehusene. Ikke alene blev Haakon den sjettes og Margretes bekjendte Søn kaldt efter hans Navn, men ogsaa Christiern den første, Oldenborgernes Stamfader, lod sin første Søn døbe Olaf. Dette Barn fødtes netop samme Aar, som Faderen kronedes i Nidaros som Norges Konge, (1450) og just i den Tid, da Christiern opholdt sig her i Landet, men døde allerede Aaret efter[1].
I Konstantinopel finder man tidlig Helligdomme omtalte for St. Olaf. Det var naturligvis her Væringerne, der dyrkede ham, og blandt dem uddannedes flere nye Legender om hans Undergjerninger f. Ex. om, hvorledes Paakaldelsen af ham skaffede Keiser Alexius Seiren over Vlakerne. St. Olaf havde i sin Tid tænkt meget paa at gjøre en Pilegrimsreise til Konstantinopel og Jerusalem, hvilken han siden opgav, for i dens Sted at gjøre et Forsøg paa at gjenvinde sit
- ↑ Jvfr. Indledningen til Mich. Beheims Buch von dem Wienern, Wien 1843 P. XLI.
