fordoblede Kræfter og derfor ivrig stræbt at naa til dette Sted, hvor de hvilede og sang Lovsange[1].
Disse Reiser til St. Olafs Helligdom vedbleve indtil Reformationen, fra hvilken Tid de naturligvis maatte ophøre. Med Føie antager Allen[2], at endnu i Katholicismens sidste Dage har Throndhjem af alle Valfartssteder i de tre nordiske Riger været det stærkest besøgte. Ikke usandsynligt er det netop Ødelæggelsen af St. Olafs Skrin og Ophøret af Reiserne til dette for hele Landet fælles religiøse Midtpunkt, som efterhaanden har affødt de overtroiske Valfarter, der i de følgende Aarhundreder halvt i Smug fandt Sted til de afsidesliggende Lovekirker og Fjeldkapeller (Røldal, Vattenaas, St. Thomaskirken paa Filefjeld osv.), hvor de seige Levninger af katholsk Tænkemaade og Overtro lige ned til vor Tid fandt Tilfredsstillelse og Næring.
I disse afsides Landskirker f. Ex. Hedals i Valders, fandtes som bekjendt lige indtil den senere Tid ikke sjelden gamle Ulveskind, Bjørnefælder o. s. v. ophængte som Gaver fra Skyttere. Men i Katholicismens Dage fandtes den Slags Prydelser ogsaa i Kathedralkirkerne, særlig i Throndhjems Domkirke. De skjænkedes, fortæller den berømte svenske Forfatter Olaus Magnus, dels for at Præsterne skulde bruge dem til Beskyttelse mod Kulden, dels for at sælges og skaffe Midler til at kjøbe Voxlys for[3].
Baade i Danmark og Sverige bleve senere Konger og Fyrster kanoniserede, saasom den hellige Knud,
