Vinger, Solør, Østerdalen. Gjentagne Kongebreve udstedtes til Beskyttelse for de fromme Reisende. Allerede Magnus Erlingssøn lovede i sin bekjendte Forpligtelse før Kroningen, at Alle saavel Fremmede som Indenlandske, der reiste til Christkirken i Throndhjem for at bede, eller for at bringe St. Olaf sit Offer, skulde, selv om der var Ufred i Landet, modtages fredelig og faa reise hjem i Ro. Den, som paa nogen Maade krænkede en Pilegrim, skulde straffes med Landflygtighed for Livstid og, hvis han døde paa sine Gjerninger, skulde han ikke begraves i christen Jord. Erik Præstehader stadfæstede i 1297 disse Bestemmelser. Ingen maatte, heder det, vove at ødelægge eller borttage de Skibe og Baade, hvormed Pilegrimene satte over Elve og Indsøer, ombytte deres Heste eller bedrage dem i Handel og Vandel. Men der tilføies dog allerede et Forbehold for det Tilfælde, at det viste sig, at nogen Pilegrim var en Speider eller Fredløs, eller om de reiste bevæbnede og i saa stort Følge, at de heller maatte holdes for Krigsfolk end for Pilegrime. I det næste Aarhundrede under Haakon Magnussøn den yngre gjentoges disse Forbehold i stærkere Udtryk, og man ser nu tydelig, at Landstrygere ogsaa i vort Land, som overhoved i den katholske Verden, mere og mere havde forsøgt at misbruge Pilegrimnavnet for at faa en bekvem Anledning til at øve Skjelmsstykker og Bedragerier paa Bygden. Det heder nemlig nu ligesrem, „at adskillige Ribalder fare gjennem Landet under Skin af Pilegrimsreise, og gjorde intet andet end ondt“. En anden mærkelig Oplysning findes ogsaa i et af disse Kongebreve, nemlig, at der langs Veien var skjænket egne Jordstykker til fri Græsning for Pilegrimenes Heste, („St.
