Olafs Vange“), altsaa en ganske særegen Art af beneficeret Gods[1].
I Ikke alene i Norge men ogsaa i Sverige har Folkesagnet lige indtil den sidste Tid endnu havt Noget at fortælle om disse Reiser. Erindringen derom synes endog at have holdt sig bedst i Sverige, i hvilket Land Olafsdyrkelsen ogsaa har været meget levende og stærkt udbredt.
Strax nordenfor Gaarden Akre i Ytre-Rendalen staa endnu den Dag i Dag to Stene, hvoraf den ene har et indridset Kors paa hver Side, det ene større, det andet mindre. Noget længere mod Nord findes en tredie Sten af samme Høide ligeledes med et raat indridset Kors. Disse Stene skulle være satte der af Pilegrime „for at vise Halvveien mellem Nidaros og Oslo“. Endnu i 1812 troede Rendølerne at der fandtes et Dokument i Throndhjems Domkirke, som forbød Bønderne i Østerdalen at indhegne de reisende „Munkes“ Hestevolde. I Engdalen skal endnu et Sted føre Navn af Munkebeite[2].
Paa de øde og skaldede Fjelde i Trysil sees paa mange Steder Spor til gamle Veie, som her i det mindste for et Par Menneskealdre siden bare Navn af Munkeveie. Det fortaltes at „Munkene“ i gamle Dage benyttede disse Veie, naar de kom fra Rendalen, hvor der var et helligt Billede som de tilbade. I Trysil Kirke stod et Billede af St. Olaf, som besøgtes flittig ved Olsoktider. „Munkene“, (det vil vistnok sige Pilegrimene) nærmede sig da med Trommer og Piber, og deres Ankomst var en Glædesdag for Bønderne. Uag-
