til Prinds Carl og lovede, at hvis han kunde faa Tilgivelse for sin Brøde, vilde han vise ham et godt Vadested over Elven, hvor der ikke stod svenske Krigsfolk. Han fik sit Ønske opfyldt. Da Slaget skulde begynde, trak Prindsen af Hessen sig ud af Skudvidde og hen til en Houg, hvorfra de kunde oversee Kampen. General Hesselberg red om foran Linjen og talte til Soldaterne, som stode der stive af Kulde og medtagne af Sult. „Førend de Faldnes Blod var størknet paa Jorden, skulde deres Sjæle være hos Gud“, skal Generalen have sagt. Derpaa tog Hesselberg og fæstede et hvidt Lommetørklæde paa Spidsen af sin Kaarde: det var Signalet til, at Kanonerne skulde begynde at skyde. Hvad der især hjalp Nordmændene, var, heder det, at Svensken havde sat fine Kanoner lige under en Fjeldvæg og paa en Forhøining af Tømmer, som under Rystelsen kom i Ulave, saa at Kanonerne ikke kunde bringes i rigtig Stilling igjen, medens de norske Kanoner skjød Splinter løs af Fjeldet, hvilke faldt ned og dræbte de svenske Kanonerer. Endelig kom General Mansbach, som havde benyttet Vadestedet, Svensken i Ryggen og fuldendte Seieren.
Disse Smaatræk ere opbevarede i Traditionen paa Næsodden og mig meddelte af Controllør Bull. De ere vistnok i høi Grad correcte; navnlig omtales „en norsk Dreng fra Kvistrum“, der veiledede Mansbach, ogsaa i de svenske Fremstillinger af Begivenheden.
Kort efter Affæren udkom (rimeligvis i Christiania) nogle Viser om denne Begivenhed, der nu tør betragtes som i den Grad sjeldne, at maaske Universitetsbibliothekets nylig ved et Tilfælde erhvervede Exemplar er det eneste, der haves. Den første Vise lyder saaledes:
