Nordmændene kom dog rigtignok ikke til at udrette
Meget, thi fremmede Regjeringer lagde sig imellem,
og Danmark maatte standse Fiendtlighederne. Anføreren,
Prinds Carl af Hessen, commanderende General
i Norge og snart efter Frederik den sjettes Svigerfader,
havde dog naaet frem til Gøteborg, men
der skede ikke mere end en Træfning, den noksom bekjendte
Skjærmydsel ved Kvistrum i det gamle Viken
den otte og tyvende September 1788. Her seirede de
Norske og tog flere hundrede Svenske tilfange, men
der flød ikke meget Blod, kun nogle faa (som der siges
fem) Mand paa hver Side, hvortil kom omtrent sexti
Svenske og et Snes Norske, som bleve saarede. Men
ikke destomindre voldte Toget store Ulykker i Norge.
Overanføreren havde sørget daarlig baade for Proviant
og Klæder til Soldaterne, og et Par tusinde Mennesker
bleve af den Aarsag syge og satte for største Delen
Livet til. Det var et skrækkeligt Høstregn det
Aar, og Soldaterne maatte vandre gjennem Smaalenenes
og Baahuslens Søle saagodtsom barbenede.
Præsten i Rakkestad, Consistorialraad Thorkel Halvorsen
Aschehoug, indlagde sig ved den Leilighed en Fortjeneste
af mange Landsmænd, idet han sammen med
endel andre forstandige Mænd fik samlet saamange
Skomagere, man kunde faa fat i, og opsyet Sko i
Hundredevis til Krigsfolket.
Da de Norske kom til Elven ved Kvistrum, fortæller endnu Sagnet, var al Proviant bortskjæmt af Regnen, og Brødet i Vognene opblødt til en uspiselig Velling. Man fik fat paa nogle Oxer, som blev slagtet, og uddelte lidt Brændevin. Det fortælles videre, at en Nordmand, som for mange Aar siden var rømt til Sverige fra Garnisonen i Frederiksstad, kom hen
