Side:Norske Bygdesagn.djvu/71

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

hans Seng. Engang listede han sig endog alene ind i Jemteland midt imellem svenske Soldater og solgte Smaakram; han blev ogsaa mistænkt, var nær ved at blive greben, men reddede sig alligevel. Efter Krigen tilbød man ham, at han skulde faa Lov at kjøbe sig en Officersstilling, men det vilde han ikke. Han nedsatte sig derimod i Stod, kjøbte et Par Bondegaarde og drev et lidet Sagbrug. Han døde 1740, og en af hans Sønner var Jacob Schavland, der blev Sognepræst i Mandal og har nedskrevet denne Erindring om sin Fader i Stedets Kaldsbog.

Fra Felttoget 1788.

I den sidste Trediepart af forrige Aarhundrede var det Rusland, som havde størst Indflydelse over den dansk-norske Stats ydre Politik, og vor Regjering betragtede fremdeles Sverige som sin værste Fiende. Da derfor den svenske Konge Gustav den tredie i 1788 begyndte Krig med Ruslands Keiserinde, Catharina den anden, blev Danmark anmodet om ifølge sit Løfte at angribe Svensken fra Norge af, for at hindre Gustav i at gjøre Fremgang fra Finland. Det kunde just dengang have været Haab for de Svenske om at faa Opreisning for den Skade, Rusland før havde voldt dem, thi Keiserinden havde just paa samme Tid en alvorlig Krig med Tyrkerne, men det gik nu, som baade før og siden: Broderfolkene tog russisk Parti til hele Nordens Ulykke.