bleve de allesammen huggede ned. Ligedan gik det de to andre Hobe. Kun en Russer undgik det almindelige Nederlag og maatte udstaa et pinligt Forhør, for at man kunde faa vide, om der kunde ventes endnu flere Fiender, men derefter blev ogsaa han dræbt. Hvor Russerne vare faldne, bleve de ogsaa begravede, og den Dag idag viser man deres Grave paa tre forskjellige Steder i Nærheden af Makur. Det ene af disse Steder kaldes endnu Russeskardet.
Meddelt mig af Provst Johan Fritzner, der har optegnet Sagnet, medens han var Sognepræst til Vadsø.“
2. Engang hændte det sig en-Søndags Formiddag, medens der var Gudstjeneste Vardø Kirke, at Russerne kom seilende i stor Mængde og landede i Russeviken, en Bugt omkring Huken strax ved Vardøhus Fæstning. Ingen blev dem var uden en gammel Kone paa Fæstningen. Hun greb en rygende Brand og affyrede med den en Kanon. Strax kom naturligvis Folk løbende ud af Kirken, og Russerne trak sig tilbage, men Nordmændene satte efter dem og slog dem ihjel. De ligge begravne ved Russeviken, hvor endnu deres Ben findes, naar man graver i Jorden. Men for den stakkels Kone var det Sæt eller Stød, som Kanonen gav, for stærkt. Hun styrtede ud over Muren og slog sig ihjel i den Ref, som efter hende endnu kaldes Kjærringrefen. I denne Ref lande alle de Baade, som løbe lige ind til Fæstningen.
Bergensposten 1872. No. 198.
3. I Kjelvig i Finmarken findes en liden Ø, Kirkeholmen, hvorpaa en Kirke efter Sagnet har staaet. Den antages at have været den samme, der nævnes
