1. I gamle Dage var Makur i Finmarken langt mere beboet end senere. Foruden fjorten bosiddende og gifte Mænd var der atten „Selvfosterkarle.“ Sent en Thorlaksmesse-Aften, da Folket paa Makur sad sammen uden ad ane, at der var nogen Fare paafærde, mærkede man pludselig, at et Menneske gik paa Taget paa en af Stedets Gammer og hørte, at det blev banket paa Ljoren. Det var en Lap, som bragte Ufredsbudskab. Russerne var i Nærheden, og Lappen havde selv maattet tjene dem som Veiviser, ingen Tid var at spilde, hvis Makurfolket ikke vilde lade sig hugge ned som Fæ. Lappen havde givet Russerne det Raad at dele sig i tre Hobe for ad kunne overraske Nordmændene fra forskjellige Sider. Forinden havde de dog opslaaet sine Telte for at hvile ud og samle Kræfter til Striden og sendt Lappen afsted til Bygden som Speider. I Førstningen vilde Ingen rigtig fæste Lid til, hvad Lappen sagde, men da han vedblev at forsikre dem, at han talte sandt, begyndte de Norske endelig at lave sig til Forsvar. De vare Fiskere, og havde altsaa ikke stort Forraad paa Vaaben, derfor maatte nogle af dem ruste sig med store Stænger, Andre gjorde sig Spyd ved at stikke sine Tolleknive paa lange Stokke. Med disse Vaaben nærmede nu de Norske sig først den ene af Hobene. Lappen, som nu var vendt tilbage til Russerne, gjorde vel Anskrig og varede disse om, at Landsfolket var kommet dem imøde, men forinden havde han sørget for, at alle Vaabnene vare satte udenfor Teltet. Inden nu de søvnige Russer fik fat paa sine Vaaben,
